vinterbaderen
første værk i serien Besættelse og ensomhed.
Emma vinterbader hver dag, hele året. Hun bærer kulden med sig som en trosbekendelse og taler om vandet, chokket, stilheden, forløsningen. Hendes glæde er ægte, næsten lysende, men den bliver også kredsende; et sprog, der igen og igen vender tilbage til det samme centrum.
Langsomt opstår en afstand mellem hende og de andre. Ikke fordi hun vil skubbe nogen væk, men fordi hendes besættelse fylder rummet, før noget andet når at komme til orde. Hun mærker det selv - ønsket om også at tale om noget andet, at være mere end den fortælling - men hun vender altid tilbage. Til vandet. Til kulden. Til det sted, hvor hun føler sig mest i live, og mest alene. Tandbørsten er et billede på ritualet og gentagelsen. Bare ikke den elektriske - den vil hun ikke have.
