Han hedder Knud. Hans tanker er fugle, og de skriger mod nord. På hans hoved ruger søpapegøjerne — små, stædige drømme med røde næb og kolde vinde i fjerene. Han har altid villet til Færøerne, hvor de lever, hvor klipperne lugter af salt og ensomhed.
Men hjemme ventede en sølvbryllupsfest, en kone med håb i blikket og bordkort i hænderne. Knud tænkte, man kunne dele lykken op — lidt til rejsen, lidt til festen. Han tænkte bare ikke på, hvor meget festen betød for hende.
Nu sidder han her alene. Ingen stemmer, kun fuglene, der engang fyldte hans hoved. De er fløjet længere væk, som tanker der ikke vender tilbage. Og i munden ligger en fjer — blød, men kvælende. Endsommheden har fået form, og den taler ikke.
